Den yndigste rose er funnen

Den yndigste rose er funnen,
blandt stiveste torne oprunnen,
vor Jesus, den dejligste pode,
blandt syndige mennesker gro'de.

Alt sidan vi tapte den ære,
Guds billedes frugter at bære,
var verden forvildet og øde,
vi alle i synden bortdøde.

Da lod Gud en rose opskyde
og sæden omsider frembryde,
at rense og ganske forsøde
vor slægts den fordærvede grøde.

Al verden nu burde sig fryde,
med salmer mangfoldig udbryde,
men mangen har aldrig fornummen,
at rosen i verden er kommen.

Forhærdede tidsel-gemytter,
så stive som torne og støtter,
hvi holder I eder så ranke
i stoltheds fordærvede tanke?

Ak, søger de ydmyge steder,
i støvet for Frelseren græder,
så får I vor Jesus i tale,
thi roserne vokser i dale.

Min Jesus! du stedse skal være
mit smykke, min rose, min ære,
de giftige lyster du døder
og korset så liflig forsøder.

Lad verden mig alting betage,
lad tornene rive og nage,
lad hjertet kun dåne og briste,
min rose jeg aldrig vil miste.